Vedtægter

§ 1. Navn, hjemsted og formål
Foreningens navn er “Danske Juletræer”. Foreningens hjemsted er Frederiksberg Kommune. Foreningens formål er at varetage erhvervets interesser i alle forhold vedrørende produktion, økonomi og afsætning af juletræer og klippegrønt, herunder sikring af branchens retlige råderum, hvor formålet er at skabe mulighed for en rentabel og bæredygtig produktion.

§ 2. Medlemskab
Stk. 1.
Som direkte medlemmer af foreningen optages producenter af juletræer og klippegrønt.
Alle medlemmer skal være medlemmer med hele deres arealbaserede produktion, hvilket også er gældende for produktionsarealer beliggende udenfor Danmark. Er et medlem ejer af såvel privatejet produktion som minimum 50% af et selskab, skal den samlede produktion/areal være tilmeldt medlemskabet af foreningen. (Funktionærer, som er ansat på ejendomme med betydelig produktion af juletræer og klippegrønt - og hvor ejendommen ikke er medlem af foreningen - kan ikke optages som selvstændige medlemmer af foreningen.)
Stk. 2.
Foreningen kan herudover optage enkeltpersoner, foreninger, institutioner og selskaber med interesse for klippegrønt- og juletræsproduktion. Optagelse finder sted efter særlig overenskomst med foreningens bestyrelse. Den særlige overenskomst fastlægger stemmetallet til generalforsamlingen. Gennem fuldmagtsstemmer fra andre medlemmer med særlig overenskomst, kan det særlige medlem dog ikke bestride mere end 10 % af de stemmer, der er repræsenteret ved en generalforsamling.
Stk. 3.
Begæring om optagelse indgives skriftligt til foreningens sekretariat. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til sekretaritet med mindst 3 måneders varsel til førstkommende 31. december og med virkning fra denne dato.
Stk. 4.
En enstemmig bestyrelse kan med øjeblikkelig virkning indstille ethvert medlem til eksklusion, hvis vedkommende i væsentlig grad har handlet til skade for foreningen eller branchen som helhed. Indstillingen til eksklusion skal stadfæstes med simpelt flertal på den følgende generalforsamling.

§ 3. Kontingent
Stk. 1.
Foreningens aktiviteter finansieres blandt andet ved kontingent fra foreningens medlemmer.
Stk. 2.
Kontingentet, herunder maksimum- og minimumkontingent, fastsættes på foreningens ordinære generalforsamling. Kontingentet er gældende for det efterfølgende regnskabsår og kan baseres på såvel areal som produktion i sæsonen umiddelbart før opkrævningsåret.
Stk. 3.
Medlemmer, der er tilsluttet foreningen i medfør af denne vedtægternes § 2, stk. 2, betaler kontingent efter særlig overenskomst med foreningens bestyrelse.
Stk. 4.
Ethvert producentmedlem er pligtig til hvert år på anmodning at indsende oplysninger om såvel produktion som produktionsareal i henhold til stk. 2. Ethvert medlem er i øvrigt på anmodning pligtig at afgive oplysninger om størrelsen af dyrkede arealer, forventet og/eller konstateret høstudbytte og lignende, som be­styrelsen finder påkrævet af hensyn til sit og foreningens arbejde.

§ 4. Generalforsamling
Stk. 1.
Ordinær generalforsamling afholdes senest 30. juni. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning eller skriftlig forlangende af mindst 25 tilsluttede medlemmer eller 2 bestyrelsesmedlemmer med angivelse af de forslag, der ønskes afgjort.
Stk. 2.
Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen ved bekendtgørelse i et af foreningens tidsskrifter og ved indvarsling pr. brev med mindst 4 ugers varsel. Samtidig med indvarslingen bekendtgøres generalforsamlingens dagsorden.
Stk. 3.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen pr. brev med mindst 10 dages varsel med angivelse af de forslag, der ønskes afgjort på generalforsamlingen. Bestyrelsen er pligtig til ved vedtægtsmæssig forlangende herom at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, således at denne afholdes se­nest 3 uger efter, at kravet er rejst over for bestyrelsen.
Stk. 4.
Dagsordenen for foreningens ordinære generalforsamling skal indeholde:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Aflæggelse af det reviderede regnskab.
4. Forslag, der på lovlig måde er forlangt afgjort på generalforsamlingen.
5. Fastlæggelse af eventuelt honorar til bestyrelsens medlemmer.
6. Valg af medlemmer til foreningens bestyrelse.
7. Valg af suppleanter
8. Fastsættelse af kontingent.
9. Valg af revisor.
10. Eventuelt.
Stk. 5.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må skriftligt være bragt til bestyrelsens kendskab inden den 1. april, og forslagene skal opføres på generalforsamlingens dagsorden. Ethvert medlem kan forebringe sager på generalforsamlingen. Forslag, der ikke rettidigt er indbragt for bestyrelsen, kan forebringes under behandling af punktet “Eventuelt” på dagsordenen, og det kan sættes under vejledende afstemning.
Stk. 6.
På generalforsamlingen stemmes ved personlig nærværelse eller i henhold til fuldmagt til anden person. Selskaber, fonde m.fl. er berettiget til at være repræsenteret på foreningens generalforsamlinger ved den eller de tegningsberettigede direktører og bestyrelsesmedlemmer eller ved den person, som måtte være befuldmægtiget hertil af den tegningsberettigede ledelse; stemmeafgivning kan, hvor flere repræsentanter for et medlem deltager i generalforsamlingen, alene udøves af en af de pågældende. Enhver afstemning foregår hemmeligt, såfremt et af de tilstedeværende medlemmer kræver det. Afstemninger vedrørende lovændringer og eksklusioner foregår dog altid hemmeligt, hvilket ligeledes gælder valg af bestyrelsen, såfremt antallet af opstillede kandidater overstiger de ledige pladser i bestyrelsen. Ved bestyrelsesvalg, der foregår som en valghandling, stemmer hvert medlem med sit fulde stemmetal på det antal kandidater, der svarer til ledige pladser i bestyrelsen.
Stemmesedler udleveres ved indgangen til generalforsamlingslokalet, om nødvendigt mod forevisning af legitimation og/eller fuldmagt. Udlevering af stemmesedler fordrer, at medlemmet ikke er i kontingentrestance på udleveringstidspunktet.
Stk. 7.
Ved afstemninger træffes afgørelsen ved almindelig stemmeflerhed, når anden ordning ikke er nævnt i vedtægterne. Ved stemmelighed gør bestyrelsens indstilling udslaget; hvis sådan indstilling ikke foreligger, bortfalder forslaget.
Stk. 8.
Ændringer i nærværende vedtægter kan på en generalforsamling ske under vedtagelse af 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 5. Stemmeret
Stemmeret på foreningens generalforsamlinger udøves således:
Hvert medlem har mindst én stemme. For medlemmer, der betaler mere end minimumkontingentet, beregnes antallet af stemmer som det fastsatte kontingent til Danske Juletræer divideret med minimumkontingentet, hvor afrunding sker nedad til hele tal. Intet medlem kan på en generalforsamling besidde mere end 5% af foreningens samlede antal stemmer. Stemmeretten fastlægges i alle tilfælde på grundlag af den seneste forudgående kontingentbetaling.

§ 6. Bestyrelsen
Stk. 1.
Foreningens bestyrelse består af 5-7 medlemmer. Heraf udpeger Dansk Skovforening – med henblik på koordinering af politiske tiltag - et medlem, og Dansk Skovforening kan efter eget valg sende en suppleant ved det ordinære bestyrelsesmedlems forfald. De øvrige 4-6 medlemmer vælges af generalforsamlingen. Valgbare til bestyrelsen er medlemmer af foreningen eller disses faste repræsentanter.
Stk. 2.
Bestyrelsen kan suppleres med observatører.
Stk. 3.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en 2-årig periode, og genvalg kan finde sted. Ved første valg til bestyrelsen vælges halvdelen af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer dog kun for et år, således at det sikres, at der hvert år er 2 eller 3 bestyrelsesmedlemmer på valg. Dette sker ved lodtrækning. På generalforsamlingen vælges desuden en 1. og 2. suppleant, der træder i stedet for et bestyrelsesmedlem, såfremt et bestyrelsesmedlem varigt udtræder af bestyrelsen i sin funktionsperiode.
Stk. 4.
Bestyrelsen vælger af sin midte og ved hemmelig afstemning en formand og en næstformand, der ved formandens forfald træder i dennes sted. Bestyrelsen fastsætter egen forretningsorden.
Stk. 5.
Ved afstemning i bestyrelsen har hvert bestyrelsesmedlem én stemme. Ved eventuel stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen afholder møde mindst 4 gang årligt og i øvrigt så ofte, formanden eller mindst 2 af bestyrelsens med­lemmer finder det nødvendigt.
Stk. 6.
Bestyrelsen antager en direktør til ledelse af sekretariatet. Bestyrelsen fastlægger kompetencefordelingen.
Stk. 7.
Medlemmer af bestyrelsen kan modtage honorar for deres arbejde og godtgørelse for direkte udgifter i forbindelse med bestyrelseshvervet. Forslag til honorar forelægges den ordinære generalforsamling af bestyrelsen til godkendelse.

§ 7. Udvalg
Bestyrelsen nedsætter efter behov de udvalg, der skønnes nødvendige. Bestyrelsen kan i eventuelle udvalg supplere sig efter behov.

§ 8. Tegning
Stk. 1.
Foreningen tegnes af bestyrelsen eller formanden og næstformanden. Bestyrelsen kan meddele prokura.
Stk. 2.
Hvor en fælles optræden over for offentlige myndigheder, erhvervsorganisationer, interesseorganisationer, pressen eller andre findes ønskelig, tegner Dansk Skovforening foreningen - efter samråd med bestyrelsen.

§ 9. Regnskab
Stk. 1.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2.
Foreningens årsregnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, der vælges på den ordinære generalforsamling.

§ 10. Hæftelse
Foreningen hæfter for sine forpligtelser med foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse.

§ 11. Ophør og likvidation
Stk. 1.
Foreningens ophør skal for at være gyldig vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer på 2 på hinanden følgende general­forsamlinger, der afholdes med mindst 3 og højst 6 måneders mellemrum.
Stk. 2.
Hvis foreningen ophører at bestå, skal dens formue ved en generalforsamlings beslutning anvendes således, at den kommer til nytte efter foreningens formål.

§ 12. Ikrafttræden
Stk. 1.
Nærværende vedtægter er godkendt på Danske Juletræers generalforsamling den 20.maj 2014.
Stk. 2.
Dansk Juletræers vedtægter af 30. maj 2012 ophæves.

 

Danske Juletræer etablerer forskningsenhed

Med stor opbakning fra medlemskredsen har Danske Juletræer nu etableret en forskningsenhed, der skal være med til at styrke indtjeningen for dansk producerede juletræer. Første projekt omhandler baggrund for og bekæmpelse af "røde nåle". Se flere nyheder

Niels Høj

Totalentreprenør og grossist indenfor juletræer og pyntegrønt

Se forhandleroversigt

Temadag - Sjælland

Sæt allerede nu kryds i kalenderen og tilmeld dig Danske Juletræers temadage. Vi har sammensat et bredt program, så du kan blive opdateret med den nyeste praksisnære og brancherelevante viden indenfor en bred vifte emner. Temadagene afholdes over tre dage som heldagsarrangementer fra kl. 9.00 til 15.00. Se flere arrangementer