Undgå nåletab i klippegrønt

30.09.2022

Korrekt opbevaring af klippegrønt er vigtigt for at undgå udtørring og dermed et stort vand- og vægttab. Forsøg med enkelt grene har vist, at vandtabet de første 10-11 dage efter høst kan være så højt som 10% point pr. dag når klippegrøntet opbevares indendørs. Herved taber grenene vægt, og det med ca. 4% om dagen i de første 10-11 dage. Indendørs opbevaring i 10 dage betyder således, at grenene har tabt 40% af deres vægt! Læs mere i Videnblade Pyntegrønt nr. 3.2-18.

Nu kan undersøgelser på enkelt grene, som opbevares indendørs ikke direkte overføres på 5- og 10 kg bundter, der ligeledes opbevares indendørs, idet kun de yderste grene her vil tørre ud. For håndbuketter og adventskranse derimod, som opbevares løst strøet ud på en CC-container eller på hylder indendørs i et supermarked vil forholdene ligne det der er fundet i undersøgelsen.

Derfor, hvis du selv (detail)sælger klippegrønt eller vil give dine aftagere nogle gode råd:

Undgå generelt udtørring!

  • Opbevar så vidt muligt grønt udendørs (køligt og fugtigt) også i salgssituationen.
  • Lad være med at køre buket-varer og adventskranse ind i stuetemperatur om natten – disse varer opbevares bedst udendørs eller på et andet køligt og fugtigt sted.
  • Suppler ofte med friske varer fra »lageret« så der ikke ligger bundter under tørrende forhold i unødig lang tid.
  • »Lageret« kan være et hjørne med læ bag forretningen – ikke under halvtag, suppler med en overbrusning med vand – hvis det ikke regner jævnligt. Mindre partier kan sættes med stabben i vand, også hvis man mangler plads udendørs.
  • Overbrusning/regn vil nedsætte fordampningen og bevare friskheden.
  • Løbende leveringer (af friske varer) mindsker risikoen for salg af udtørret grønt.
  • Fortæl din kunde og slutbrugeren, at grøntet indtil brug med fordel kan opbevares med stabbene i en vase eller med stabbene i en spand vand på altanen eller terrassen. Herved bevares friskheden indtil brug.