Naturlige juletræer skaber hygge

17.12.2021

I de kommende dage står mange danskere foran indkøb af deres juletræ. Traditionen med at bruge et grantræ fra naturen og pynte det går mere end 200 år tilbage i Danmark, men brugen af stedsegrønne grene og træer ved vintersolhverv var også fremherskende i den nordiske mytologi før juletræet også blev et symbol ved fejring af Jesu fødsel i 1700-tallet.

Der er næppe noget andet, der mere end juletræet symboliserer julen, og med et naturligt juletræ styrkes samhørigheden med naturen gennem træets grønne farve og dufte. I den kolde mørke årstid har man med et naturligt juletræ muligheden for at få et stykke natur ind i stuen, hvor duften af harpiks og æterisk olie kan virke som aromaterapi. Ydermere vil et velvandet naturligt juletræ bidrage til et godt indeklima gennem fordampning af vand til den ofte tørre og varme indendørsluft.

Ved at købe et naturligt juletræ styrkes ikke bare juletræstraditionen, men også juletradition i din egen familie/omgangskreds, hvor du kan videregive barndomsminder. Oplevelsen begynder hos juletræsproducenten på landet eller stadehandleren i byen, hvor det helt rigtige juletræ til den traditionsrige plads i stuen skal findes. Naturlige juletræer har en rig variation i udseende og størrelse og hvem husker ikke overvejelserne omkring valget af den rigtige træart, højde og bredde.

Pyntningen af det naturlige juletræ bidrager til en god stemning og bringer mindre frem, når eget eller børnenes julepynt skal dekorere træet forud for juleaften, hvor gaverne under træet fuldender den smukke udsmykning af juletræet.

Med et naturligt juletræ skabes der natur på marken hos juletræsproducenten. Det naturlige juletræ har en produktionstid på otte til 10 år, og undervejs skabes der gode betingelser for planter og attraktive levesteder for insekter og fugle. Og for hvert juletræ der høstes, plantes der mindst et nyt ude hos producenten.

Efter jul kan træet skabe glæde som fugletræ på altanen, terrassen eller i haven. Grene kan klippes af træet og bruges til at beskytte sarte planter i haven. Det udtjente naturlige juletræ ender ofte som kompostjord i kommunale parkanlæg eller bruges til at opvarme huse gennem afbrænding i kraftvarmeværker. Efter endt anvendelse indgår det naturlige juletræ derfor i igen i naturens store kredsløb.

Få mere at vide hos direktør Claus Jerram Christensen, tlf. 2627 4266, cjc@christmastree.dk

Du kan hente pressemeddelelsen som pdf

Naturlige juletræer skaber hygge

Ved at købe et naturligt juletræ styrkes samhørigheden med naturen og der skabes natur hos juletræsproducenten i de 8-10 år produktion varer. Efter jul kan træet skabe glæde som fugletræ på altanen, terrassen eller i haven inden træet igen indgår i naturens kredsløb som kompost eller varme. Se flere nyheder

TopStop

Vækstregulering uden brug af kemi.

Se forhandleroversigt